Realisme, naturalisme & determinisme!

Mathias K, Morten, Rasmus Bo, Rasmus Lundin, Toke

Sædelighedsfejden + handske moral

De fattige rige og de rige fattige

De fattige rige og de rige fattige

Der findes mange måder at anskue lykke og succes, en af dem er den materialistiske tilgang. Når man i Danmark taler om fattigdom, må det være et tegn på, at den almene opfattelse af lykke og succes er rigdom, i form af penge. Er man fattig, kan man således ikke komme på badeferie, køre i stor familiebil, spise ude, se fjernsyn på stor fladskærm, hvilket ser ud til at definere det gode liv i Danmark.

Ethvert opråb om fattigdom i Danmark synes på den måde at være adresseret dem der mangler penge.

Det er ikke altid de fattige rige der har det sværest. Bare fordi de er fattige, betyder det ikke at de ikke har et godt live, de har måske nemmer ved at finde venner og ved at tale med deres familie om livet. Det er ikke kun penge der gør en lykkelig, man skal have mere end penge hvis man skal have et godt og lykkeligt liv.

Men hvad med dem der er fattige på kultur, familieliv, venskaber, og personlighed? Er de lykkelige bare fordi de har penge? Nej, ikke nødvendigvis. De mangler noget i livet, de mangler at kunne snakke med mor og far om hvordan man har det, og de mangler nogle venner der forstår dem og kan sætte sig ind i deres situation. 

Bjørn og Denise

Social ulighed findes ikke

Social ulighed findes ikke.

Man snakker om, at den sociale uligevægt imellem danskerne er voksende. Skellet imellem rig og fattig bliver større og større, og det må der gøres noget ved, mener de røde partier som traditionen tro, stadig taler arbejderklassens sag. Spørgsmålet er så bare, om den såkaldte arbejdsklasse stadig står overfor en kamp, der skal kæmpes. Vi mener, at svaret er et klokkeklart nej. Social ulighed findes ikke i Danmark længere.

Vi lever i et land, hvor der under os alle er udspændt et solidt økonomisk sikkerhedsnet. Vi ved, at der fra statens side altid vil blive sørget for mad på bordet, lægehjælp, uddannelse til vores børn og såmænd også mulighed for en god dansk jul i form af en gavekurv med flæskesteg og så en check, så der også kan blive til en pakke eller to til børnene, hvis man søger om det. Man skal jo også have det lidt godt selvom man er en af de dårligt stillede, der ligger under fattigdomsgrænsen, og ikke engang har råd til at tage på chaterferie i juledagene. Hvor herre bevares! At erklære sig fattig fordi man ligger under den danske fattigdomsgrænse er både gammeldages og snotforkælet.

Alle danskere er på lige fod sikret et hjem, en uddannelse, mad på bordet og et arbejde, hvis man nu synes, man har overskuddet til at give sig i kast med sådan et. Problemet er ganske enkelt, at man er blevet kræsen med hensyn til, hvad man gider uddanne sig som, og hvilket arbejde man har lyst til at udføre; at ”arbejderklassen” er gået væk fra tankegangen om at yde efter evne og nyde efter behov. Det er nemlig langt fra noget kummerligt liv, man fører som fattig i Danmark i dag.

Der var engang hvor fattigdom kunne mærkes hårdt og kontant. På det tidspunkt gav snakken om den skarpe klasseopdeling faktisk mening, fordi man blev holdt fast i sin sociale arv. Der var nemlig ikke råd til en uddannelse, hvis man var født ind i dårlige kår. Er der overhovedet nogen, der kan huske det? Hvis man var fra arbejderklassen, arbejde man i samme hårde erhverv som ens forældre havde gjort. Det behøver man ikke længere, man snupper sig bare en uddannelse efter eget valg på statens regning.

Vi snakker stadig om at være rig og fattig i Danmark, men det betyder ikke noget længere. Det giver meget mere mening at snakke om at være mere eller mindre rig; mere eller mindre overklasse på verdensplan. Prøv at tage et kig på ulandene hvor fattige mennesker er fattige, og ikke engang har råd til at spise hver dag. Føden er og bliver førsteprioriteten her. Dét er fattigdom. For os er rent vand og rigeligt med god mad en selvfølge, og derfor prioriterer vi et hav af andre ting.

I Danmark betyder fattigdom, at man ikke har råd til overflødigheder som for eksempel en ferierejse mindst en gang gang om året, og to biler. Det er, hvad vi kalder fattig, og heldigvis for det! Vi har som land en høj levestandart, og derfor tager vi os af hinanden. Hvor er det fantastisk, at vi har råd til det, og at vi også gør det! Og hvor er det fantastisk at folk alligevel kan blive ved med at føle sig snydt, fordi der er nogen, der er rigere end dem. Social ulighed eksisterer ikke længere, folk skal bare lære at skelne det fra økonomisk ulighed og så forstå at os, der ligger under fattigdomsgrænsen, ikke tilhører nogen form for lavere klasse, men har det godt. For det har vi.

Tuc og Michelle 

Et yndigt land?

Er vi et yndigt land?

Er vi et yndigt land, når det kommer til menneskers velvære?
Er vi et yndigt land, når folk gør sig bedre end andre?
Er vi et yndigt land, når vi behandles forskelligt?

Nej! Vi har problemer i vores yndige land. Den sociale ulighed i Danmark er noget som er uundgåeligt. Det er noget som folk i årtier har brokket sig over, men det er noget som bliver besluttet af folk med mange penge, noget som ikke er op til den almindelige dansker som dig og mig.

Men uden den sociale ulighed har folk lige pludselig ikke noget at se op til, lige pludselig ikke noget at bestræbe sig efter. Ville du være motiveret til at yde for samfundet hvis du var økonomisk velstillet? Ville du være den samme person? Jeg tvivler.
Der vil altid være ulighed i verden, fordi forskellighed er en del af vores natur. Uden social ulighed ville forskellen på dig og mig være ikke eksisterende.

Anton og Alexander

Så tag dig dog sammen, mand!

Det er ikke kun på den økonomiske front, at der er ulighed i det danske samfund. Sociale forskelle mænd og kvinder imellem er stadig højaktuelle, om end meget vand er løbet under broen siden femølejrens kussetryk og fritsvævende bryster. Særligt på arbejdsmarkedet ses forskellen tydeligt, da visse jobs endnu er stereotype kvinde- og mandejobs. Af fysiske årsager er håndværkerbranchen domineret af mænd, mens der er stor overvægt af kvindelige børnehave- og fritidsordningspædagoger. Men er mænd virkelig dårligere til at passe børn end kvinder? Nogen vil argumentere for, at kvindens evolutionære historie har gjort kvinden mere omsorgsfuld end manden, vis vigtigste opgave har været at sætte børn i verden og beskytte flokken. Det kan dog ikke herske nogen tvivl om, at barnet også har brug for de værdier, som far, den stærke leder, besidder. Når lille Nanna går for langt ud i søen, og støvlerne ikke længere kan holde vandet ude, er den naturlige moderlige reaktion, at vælte ud i vandet, hente Nanna ind og trøste-trøste-trøste og drikke varm kakao. Far derimod, vil lade hende klare tingene selv. Hvor lærer Nanna mest om tilværelsen? Så længe far har overblikket, har Nanna de bedst mulige forudsætninger for at lære at klare sig selv og opbygge egen selvtillid. Det skaber en stærk Nanna. Faderskikkelsen er af væsentlig anden karakter i mange af nutidens danske hjem. Den bløde mand, far, der giver lov, er opstået et sted i halvfjerdserne, hvor manderollen fik så gedigent baghjul af kvinderne, at al testosteron blev sat i dårligt lys.

I tresserne skælvede systemet, da kvinden pludselig gjorde sin entre på arbejdsmarkedet. Det har bidraget til, at Danmark står så stærkt, som det gør nu og har gjort siden. Manden kunne blot se til, mens konen gjorde op med alt, hvad den gamle patriark stod for. Hvis manden skal kunne følge med, bliver han derfor nødt til at gøre oprør. Manden har ikke haft sin rødstrømpebevægelse endnu. Tendensen er den, at manden bevæger sig mod de traditionelle herreværdier, eller mod værdier, som hidtil har været kvindens. Problemet ved den sidste manderolle er, at det er strengt tabu at anerkende sine kvindelige sider som mand. Mænd græder ikke. Mænd må ikke tage rollen som offer. Derfor er det i høj grad et problem med rødder i social, kønslig ulighed, når mænd ikke vil være pædagoger. Hvornår oprøret kommer og i hvilken retning det skal gå, må man bare vente og se. Eller bedre: tag selv stilling!

Anne Sophie & Toke

De rige hamstrer til sig!

De rige hamstrer til sig

Den sociale ulighed stiger i en højere grad. Vi kan se, at der opstår flere og flere ghettoer. Flere områder bliver omdannet til ghettoer. Dette viser i stigende grad en klasse der falder i den sociale stige. Vi ser igen rigere og rigere danskere i tv’et, der lever af at være i reality-shows og tjener kassen, de lever det søde liv, mens andre bliver fattigere og fattigere. Flere familier ender på bistand, mens andre går ud og køber de dyreste mærker. Mens cheferne stadig får høj løn, bliver arbejdernes løn nedskåret på grund af den finansielle krise, og mange mister deres arbejde helt. Når de først har mistet deres arbejde, er det svært at komme ud i arbejdsmarked igen. Det vil sige de står sværere og sværere i deres hver dag.

Cheferne skal stå frem og indse, at det er bedre at arbejderne får en god løn og bliver i deres arbejde, i stedet for at de lever et luksus liv. Der skal gang i arbejdsmarked igen, alle skal hjælpe til at at vi kan få balance i det danske samfund igen. Men det er ikke nok at sætte krav til at dem med de bredeste skuldre skal tage det hele, nej vi skal alle hjælpe til! Der skal gang i det arbejdsmarked, flere skal i arbejde og virksomheder skal træde frem og igen sætte Danmark på linje med andre lande. Man forventer så meget af dem over dig, men hvad kan du selv gøre for at sætte gang i det hele igen? Tænk på din plads i vores samfund? Det hele skal køre rundt og det betyder vi alle skal sætte os selv derud, for at skabe en bedre hver dag for alle.

Annika og Louise

ulighed

Fattigdom er det ”nye”

Fattigdommen raser rundt om i verden. 333.000 betegnes som fattige i Danmark i 2010. Finanskrisen kradser, en lille del af befolkningen bliver rigere mens de fleste bliver fattigere. Den stigende fattigdom øger uligheden. Undersøgelser viser at uligheden i Danmark er gået fra at være den mindste i Vesteuropa i 2001 til en ottendeplads i 2010. Denne måling blev foretaget ud fra Gini - koefficienten i de enkelte lande. Det bliver brugt til at måle uligheden i de enkelte lande. Hvis Gini – koefficienten er 100 betyder det at hele indkomsten er koncentreret hos en enkelt person og hvis den er 0 betyder det at alle har den samme indkomstniveau. I Danmark gik den fra 22 ,2 til 29,9 i perioden 2001 til 2010.

Undersøgelser siger at uligheden er steget. Danmark haft den største stigning i uligheden i perioden 2001-2010 blandt de vesteuropæiske lande.

Uligheden ses primært mellem de store byer som hovedstadsområdet og Århus hvorimod byer som Langeland og Morsø samt resten af udkants Danmark er de fattigste. Den primære årsag til den skæve fordeling ligger i at de rigeste samler sig rundt om de store byer. Der blev i foråret givet store skattelettelser til de rigeste, oven i det er det meste af det der gik tabt under finanskrisens udbrud i 2008 er blevet genvundet. I efteråret 2011 kom finansministeriet med en opgørelse der viser at der er kommet 50% flere fattige, ud fra den grænse man ofte benytter som fattigdomsgrænse. Kort tid efter kom skattelettelserne til de rigeste.  Er det fair? Kan det virkelig være rigtigt, at der i en velfærdsstat som i Danmark er så stor forskel på rig og fattig? En stor del af skylden kan placeres på regeringen. Der er blevet ført en skæv fordelings politik hvor de rige er blevet til godset. Det er så gået ud over de fattige. Der er gentagne gange blevet givet skattelettelser til rigeste og blevet reduceret i ydelserne til familierne. Det kan ikke være rigtigt at det er børnefamilierne som skal betale prisen gang på gang. Problemet bliver ikke løst før der bliver ført en politik der tilgodeser familierne lagt mere frem for de rigeste. Vi må alle være med til at tage noget af det tunge arbejde i at opretholde en velfærdsstat af vore kaliber. Vi bør alle have de samme vilkår. Det hjælper ingen at vi bliver ved med at tilgodese de rigeste.

mick og maja 

INGEN PROBLEM MED ULIGHED – KA DU FAT DET?!

Før valget, hvor udslaget blev rødt, kom enhedslisten med et valgudspil. I dette valgudspil blev der skrevet om, at uligheden i Danmark er for stor. Sandheden er jo bare, at alle samfundsklasser har fået flere penge mellem fingrene. I Danmark har rige såvel fattige, haft en økonomisk udvikling, og skellet mellem rig og fattig er lille. Sammenlignet med Kina, så har vi i Danmark ikke brug for at sætte nyfødte på gaden og bortadopterer dem, vi har ikke brug for at have store fabrikker hvor de ”fattige” kan arbejde. Selvom både de rige og fattige i Kina får flere penge, så er skellet mellem dem så stort, at det vil tage en evighed at gøre skellet så lille som det er i Danmark. I Danmark har vi alle sammen de samme rettigheder og muligheder for uddannelse og arbejde. Andre steder i verden koster skole og uddannelse penge, og mange har ikke råd til at blive uddannet. Når vi alle sammen har samme rettigheder, har og får vi alle samme mulighed for at tjene penge, så det er individets eget valg, hvor meget de vil gøre ud af det. 

Andre steder i verden bliver folk født ind i fattige familier, dette giver dem ikke muligheden for en anden fremtid, end den der er bestemt for familien. De familier kan ikke betale for uddannelse, dette resultere i at børnene bliver sendt på fabrikker, eller i markerne for at tjene til familien.

Vi danskere har ikke nogen grund til at brokke os, vi har selv ansvar for at tjene de penge vi vil tjene. Hvis vi uddanner os ordenligt og arbejder nok, kan vi derved selv bestemme hvilken social gruppe vi vil høre til.

- Nathalie, Anders og Kirsten

Uligheden i Danmark

I novellen ”Naadsensbrød” af Henrik Pontoppidan beskrives en situation, hvor samfundet griber ind overfor en ”fattig”. Det danske samfund er meget engageret i at forhindre, at borgere kan blive kaldt ”fattige”. Staten har formået at sænke uligheden meget, men hvor lav bør den egentligt være? Bør staten i endnu højere grad forsøge at gøre noget ved den sociale ulighed?

I Danmark er der social ulighed mellem borgerne. Der er en naturlig forskel på folk, eftersom de har taget forskellige uddannelser og kommer fra forskellige sociale lag. Det er klart at en læge har bedre mulighed for både at leve sundt og at tage på rejser - og herigennem vise sin sociale status, end et postbud har. En naturlig ulighed, der forhindrer, at man lever over evne.

I Danmark er der dog, på trods af den sociale ulighed, også mulighed for individet for at bryde denne ulighed. Postbuddets barn har, på næsten lige fod med lægens barn mulighed for at uddanne sig og at hoppe over hullet mellem sociale klasser. Postbuddets barn kan på lige fod med lægens barn motiveres til at uddanne sig til læge. Det, at tage en uddannelse, kræver dog for både postbuddets og lægens barn, at individet motiveres af sig selv og af omgivelserne. Indsatsen skal altså ikke komme fra staten, men snarere fra barnets omgivelser og barnet selv.

Danmark er med andre ord et land, hvor selv den mindste mus kan blive den største løve. Et land, hvor mulighederne ikke er skjulte, men næste for mange. Et land, hvor man kan blive hvad man vil. Men det kræver en indsats.

Morten Rasmussen og Rasmus Bo Sørensen

DREAM Modellen eller virkeligheden?

DREAM Modellen eller virkeligheden?

I den senere tid har der på bl.a. politiken og ekstra bladets debatsider været stor diskussion om Working Poor, og fattigdom i Danmark. Desuden har vi over længere tid hørt på kuglestøderen brække sig over folk der siger de er fattige.

Men hvordan kan man definere fattigdom?

Man kan jo først og fremmest benytte sig af OECDs fattigdomsgrænse, som siger at under halvdelen af medianindkomsten er fattigdom. Det kan være hensigtsmæssigt at bruge OECDs definition, eftersom OECDs tal tager udgangspunkt i forholdene mellem udviklede lande. Hvis man benytter denne definition har det økonomiske råd regnet sig frem til at der er ca 165.000 personer der lever under denne grænse.

Men er denne definition rimelig i et udviklet land, med et socialt sikkerhedsnet på størrelse med det danske? Det må man sige. For selvom denne definition giver en årsindkomst på ca 75.000 om året, så fortæller det ikke hele historien. Der er nemlig et ret centralt begreb vi kan drage ind, nemlig Working Poor.

Working Poor er folk der selvom de har fuldtidsstillinger ikke kan få daglig dagen til at løbe rundt. Det har endnu ikke været stort i danmark, grundet vores overenskomster, og et dagpenge system der sikrer en de facto mindsteløn på 110 kr i timen for faglærte. 

Men i forbindelse med den økonomiske krise i 2008, og boligboblens pludselige brist har vi set en udvikling mod meget arme kår for landets ufaglærte og underbeskæftigede. Vi ser pludselig familier hvor man er nødt til at tage 2 eller 3 jobs for at få dagligdagen til at løbe rundt, og undgå den store trussel der ligger i realkreditinstitutternes mulighed for tvangsauktion. 

Når vi rent faktisk ser familier, som min egen, hvor man er nødt til at få alle i arbejde, børn som voksne, så skaber man et samfundsproblem. Når en families børn på den måde bliver tvunget i arbejde, så hæmmer man deres ungdom og deres udvikling. Der ud over går det ofte udover deres studier, når for eksempel gymnasieelever bliver nødsaget til at arbejde 12 til 15 timer om ugen for at hjælpe til med at forsørge familien, så rammer man en skrøbelig gruppe.

Når man på den måde tvinger unge mennesker til at fjerne fokus fra deres studier, eller ligefrem bliver nødt til at vælge studierne fra i længere tid, så hæmmer man ikke kun de unges udvikling, men samfundets udvikling.

Når vi forsinker folks udvikling mod et job der kræver store kvalifikationer, så koster det samfundet på den lange bane. Vi skal hjælpe folk til at kunne nå deres mål, og bidrage til et bæredygtigt samfund.

Men vi skal også huske at vi er ikke dem der har det værst. Vi skal ikke kun hjælpe folk herhjemme, men også uden for kongerigets grænser. Hvis vi ikke hjælper de mindre velstillede lande i verdenen, så sikrer vi ikke en bæredygtig udvikling for vores eget land. 

Derfor skal vi bekæmpe fattigdom. Både globalt, nationalt og lokalt.

- Andreas og Samuel