Storbyliv

Modernitet og modernismer i litteraturen
- dystopi eller utopi?

Vi skal i dette forløb udforske, hvordan byen skildres i litteratur i det 20. og 21. århunderede.
Vi skal se, hvordan det moderne, modernitet, finder udtryk hos forskellige forfattere.
Vil du med ... Lyt undervejs fx til følgende fire
radioudseendelser:  Byen i bøgerne

Et Dukkehjem: Helmer

Et Dukkehjem       

HELMER (Helmer ligger henslængt i sin kontorstol, omsluttet af en heftig alkoholdunst fra adskillige små flasker gemt under bordet. Henvendt til sig selv mumler han lettere melankolsk). Nora… jeg begriber det endnu ikke, hvad driver en vordende hustru fra hus og hjem? efter otte års ægteskab og tre børn… sig mig, hvordan? Hvad er det ”vidunderlige” som har formørket din dømmekraft og fyldt dit sind med neddrægtige nykker; har jeg ikke i alle disse år været en i alle henseender god og from ægtemand? …  Jo… Ingen vil kunne benægte min hengivenhed overfor dig min kære Nora, du min kæreste af alle sangfugle, det må du da kunne se? … Gad vide om tid endelig vil kunne lærer hende fornuft? hun har altid været hovedløs. … Forvandle os så vores sammenliv kunne blive et ægteskab… et ægteskab… hun kan ikke forstå hvor godt hun har haft det, det her er det vidunderligste, vil du ikke nok erkende det, du min sangfugl og flyve tilbage til din rede hvor du har hjemme.

Et dukkehjem

Nora (banker på Fru lindes dør, Nora bliver mødt med en overraskende mine)

Fru Linde Kære barn, hvad laver de her?

Nora Jeg er gået fra Thorvald. Jeg følte mig bundet fast uanset hvor jeg gik hen, jeg har brug for et sted at sove.

Fru Linde selvfølgelig, det er jeg ked af at høre, kom endelig indenfor.

Nora (smiler til Fru Linde, som samtidig træder til side i døren)

Fru linde Hvad var årsagen til dette mit barn, er det noget jeg har sagt?

Nora både og kære Kirsten, jeg vil være fri. Jeg tror ikke jeg kan holde følelsen af at være en dukke ud mere. Jeg vil tilbage, tilbage til hvor alt var godt. Jeg vil tilbage til min hjemby.

Fru Linde (kigger igen overasket på Nora) jamen kære, hvad vil du have at jeg skal hjælpe med da?

Nora Som sagt, har jeg brug for et sted at sove, og jeg skal ikke tilbage til Thorvald, så jeg ville hører om du ikke ville hente mine ting så jeg kan komme af sted?

Fru Linde selvfølgelig Nora, kom, så skal jeg vise dig dit værelse.

Opgave om Noras fremtid

(Det banker på døren, og Krogstad lukkes ind)

Krogstad: Må jeg have lov at kondolere, Herr Helmer, jeg fik i morges nys om deres forfærdelige situation og tænkte, at det var på sin plads, med et personligt fremmøde.

Thorvald: Goddag Herr Krogstad. Tak for venligheden. Det varmer alt sammen i denne sorgens stund.

Krogstad: Ja, det er rædsomt, at skulle miste sin kære for anden gang og denne gang for sidste. Og så netop før vårens komme.

Thorvald: Åh, min stakker Nora, min stakker lærkefugl, altid så frejdig og lun hun var. Hvem kunne dog vide, at hun i sig gemte en sådan selvstændighed som kun en mand er værdig? Lige siden hun brød med mig og flyttede udenbys, har jeg hver dag skammet mig ved tanken om, hvor stærk en hustru, jeg i alle disse år har levet med uden virkelig at se og værdsætte.

Krogstad: Men sig mig, du Thorvald, og tilgiv mig min uforskammede nysgerrighed - hvorledes gik det til, at Nora gik bort?

Thorvald: Da Nora forlod mig og børnene bragte hun sig aldrig mere end et lommetørklæde med småskillinger. Hun rejste da til sin kusine i vest, men herren i huset kunne ikke affinde sig med hendes oprørske person, og han lod hende gå på gaden. Åh, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv uden hende. Så miserabel en tilværelse og så i denne kolde, mørke stund. En morgen fandt man hende ved havnebassinet. Livløs (snøft). Åh, hvad skal der dog blive af stakker mig. Og børnene. Gå hellere, Krogstad, jeg agter ikke at vise min svaghed til dem. Hav det godt, Krogstad. Farvel.

Da Nora var gået

Efter Nora var gået, satte Thorvald sig ind på sit kontor. Hamrede lidt i skrivebordet. Gik ud i køkkenet, for at vende om igen, og sætte sig til at hamre videre på skrivebordet. .  Han var sulten og mæt på samme tid.  Han tænkte ikke rigtig noget. Han var bare alene. Det var rart. Han læste lidt. Så gik han ud i stuen og satte sig. Han fandt papir og pen frem, og skrev et brev. Der skulle stå noget interessant i. Det skulle handle om det vidunderligste. Egentlig ville han gerne løbe efter hende, men han beherskede sig, og skrev brevet færdigt. Han puttede brevet i skuffen på skrivebordet og låste den, og gik så ud for at få en julebryg.

Da Nora gik

Sofie Vestergaard Nielsen

Helmer står ved vindueskarmen ud mod den mørke port, den er stor, varsom og vagtsom. Beskytter den fremmede for at trænge ind - eller holder den ham inde fra at kunne trænge ud. Han skutter sig ved det susende træk, der piber fra det utætte vindue og vender sig for at gå længere ind i stuen. Stuen er pludselig forandret. Den er mørk og tom på trods af de mange møbler, der er stuvet ind.
HELMER. Møbler til hvilken nytte? Hvem vil da kunne fryde sig over at befinde sig i en stue, som denne, der så åbenlyst har en tomhed til at svæve rundt; som var det et af de forladte efterårsblade i vinterens vilden vinde uden hjem og bo.
Helmer ser sig rundt. Ser på den glødende og gnistrende ovn, fuld af lyst og hemmeligheder, som for blot en kort stund siden brændte det op, som nu blot er et minde, en drøm, en ulyksaglighed.
Helmer vandrer frem og tilbage med hovedet i fuld drift.
HELMER. Det vidunderligste, det vidunderligste! Hvor i denne verden fuld af afskum og mørke finder jeg da dig? Du som tog min lærkefugl, mit dukkebarn, min kæreste lille Nora fra mig. Jeg har brug for et tegn, en hånd, et kort der kan vise mig den rette vej at gå..
Et let bank høres på døren ude fra køkkenet, og stuepigen kigger frem.
STUEPIGEN. Hr. Helmer, jeg undskylder for den sene indtræden, men jeg så porten gå med Fru Linde og da De alene rumsterede rundt her i stuen, faldt det mig ind, at noget måske var faldet over bord. Alt vel Hr.?
Helmers øjne gnistrer pludselig og armene åbnes til en glædelig hilsen.
HELMER. Åh ja kæreste du, du må da være mit tegn. Du skal hjælpe mig med at finde netop det vidunderligste!

Afslutning på Et Dukkehjem

(Ude foran huset. Stien, tildækket med sne og faldene snefnug på de høje trætoppe. Stilhed. Ensomhed. Kun et enkelt menneske, der langsomt forsvinder ud i ingenting.)

(Nora går langsomt, men bestemt, ud fra grunden og videre ud i de stille omgivelser. Forsøger at finde fatning, men har svært ved at holde tankerne samlet. Går mod Doktor Rank’s hus, i håb om husly for natten. Banker på hoveddøren; der høres fodtrin inde bag husmuren, og en lås der drejes rundt, hvorefter håndtaget trækkes ned og døren åbnes.)

RANK: Nora, hvad bringer dig til mit hus på denne tid af natten?

NORA: Åh doktor Rank. De må hjælpe mig. Jeg står uden hus og familie. Uden noget sted af bo og uden noget at leve af. Thorvald og jeg er ikke længere mand og hustru. Ikke længere et ægtepar, hvilket vi aldrig har været. Ikke længere kan jeg se mine små dejlige børn.

RANK: Men kæreste Nora. Hvorledes kunne dette uforskammede ske. Hvad har været skyld i disse tragiske beslutninger?

NORA: Å, så meget og dog så lidt. Lad mig bare fastslå at jeg ikke længere er en dukke i mit eget dukkehjem. Jeg tilhører ikke længere nogens. Jeg vil starte forfra, jeg vil starte i morgen. Men først, o venlige doktor Rank, må jeg ikke nok blive hos dem, bare for i nat?

RANK: Det kan jeg ikke sige nej til, om jeg så blev tvunget kære Nora. Kom ind, kom ind i varmen. Så kigger vi på det hele i morgen.          

Af Louise Bruun Madsen 3.d

Et dukkehjem slutning

Et dukkehjem slutning

Da Nora stod på den anden side af porten, følte hun en lettelse. Hun vidste ikke hvor hun skulle bevæge sig hen, så hun tillod sig at besøge Kirstine.

Nora: (Banker på døren)

Kirstine: Kom inden for. Nora er det dig? Hvad bringer dig hid?

Nora: Jeg er gået fra Torvald og børnene, jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle gå hen.

Kirstine: (Ser bekymret ud) Hvad siger De? Er De virkelig gået fra dem?

Nora: Ja, jeg ved ikke om det er det rigtig, men det føltes så rigtig da jeg sagde det til Torvald. Er nu kommet til at tænke på børnene, kan de være mig foruden? og kan jeg være dem foruden?

Kirstine: Ak, min  kære Nora, hvor vil de tage hen?

Nora: Det har jeg ikke besluttet mig for. Kan jeg være her til jeg finder en anden mulighed, De er altid så sød og rar imod mig.

Kirstine: Ja min kære, det kan De tro. Det vil kun være mig en glæde at kunne hjælpe Dem i denne svære situation.

Nora: Min kære Kirstine, Dem kan man stole på, og Dem vil jeg altid holde af.

Kirstine: (Går frem og tilbage mens hun undre sig) Hvordan kan det være at De er gået fra Torvald og børnene? Hvad har gjort at De føltes dem så sikkert?

Nora: Nu skal du høre Leonora. Når Torvald og jeg fører en samtale har jeg det som om, at jeg taler med en fremmed, det føltes ikke som om vi har været sammen i 8 år, men som om vi lige har lært hinanden at kende. Den måde vi levede livet på, var forkert, jeg vil noget mere med livet, jeg vil ikke nøjes med at være ens dukke, som gør hvad de får besked på. Det hjem vi befandt os i føltes som Et Dukkehjem. 

Et Dukkehjem

FJERDE AKT

(samme stue. Thorvald sidder og mutter alene, i den kolde og moerke stue. Kun et lys, som kun er en stump, har en flamme. Skæret danser, som lyset sku gaa ud naar som helst.)

HELMER (et suk slipper mellem læberne) Hvorfor? Hvor kunde hun forlade mig, min lille lærkefugl. Helt alene, kun vore børn og mig. Det er en tragedie. (hans hænder ryster af bekymrelse) Jeg maa efter hende, men jeg kan jo ikke lade børnene alene, ikke nu, hvor deres kjære mor har forladt og draget ud. Barnepigen! Hun kan tar sig af vore kjære børn, men sån et stor ansvar er meget, hvis også jeg drar ud. Nej! Jeg maa blive! fastsiddende her i huset maa jeg vær. Børnene kan ikke miste begge deres forældre, ikke i en tid som denne. De har brug for mig. Jeg har pligter og ansvar, jeg kan ikke dra udd og lede efter hende, naar hun bar forlaer os uden vider. (Thorvald reiser sig og bevæer sig mod deres værelse) Hun maa klarer sig selv sier jeg, hende kan jeg ikke ta mig af mere. (Han ligger sig til bero i den kolde seng, som engang var deres.) Jeg har et ansvar og det er ikke hende mere.

Af Annika La Cour 3.d

Nora,
fra dukke til menneske

Tuc, Michelle, Anne Kathrine og Sofie

Da Nora gik

Da Nora gik

Anne Kathrine Nørregaard 

Det er en smuk frostklar vintermorgen, med en klar og blå himmel. Morgensolens stråler begynder at komme frem og sneen, som ligger helt uberørt hen glimter helt magisk i lyset. Solens stråler, bevæger sig listende ind gennem vinduet, ind i den ellers så nydelige og hyggelige stue. Det hele ser så idyllisk ud. En dør står på klem ind til kontoret. Der er mørkt og kun et enkelt stearinlys lyser op. Papirerne ligger i store stakke rundt omkring. Reolerne er støvet og bøgerne ser ikke ud til at have været brugt længe. Thorvald sidder der i sin stol, ældet med årenes løb. Han ser gammel og slidt ud. De ellers så klare øjne har store poser under øjnene og viser trætheden selv. Han sidder med pen og et tomt papir. Rundt på skrivebordet ligger der kuverter, ikke kun et par, men flere stakke, de er alle adresseret med denne her krøllede og snørklet skrift, Nora står der. Han skriver Nora på det tomme papir, men snart rækker lyset ikke mere. Lyset brænder snart ud. 

Et dukkehjem - fortsættelse

(nedefra høres drønnet af en port, som slåes ilås.)

HELMER. Ej har jeg før prøvet større tragedie på egen krop. (bevæger sig mekanisk mod døren.) Tarantellaen må have oprørt hende til at gøre dette - dette usigelige, uforudsigelige! Hun må jo, så godt som jeg vide, at dette ej kan være hendes løsning. (sætter sig igen, kvalt af fortvivlelsens tårer, i stolen). Noget må jeg da kunde gjøre. (begraver ansigtet i hænderne nok en gang).

FJERDE AKT

(Samme værelse. Lampen på sofabordet i midten af rummet er gået ud. Alle døre og vinduer er lukkede.) (Helmer sover i stolen nær døren, stadig iklædt gårsdagens festdragt.)

BARNEPIGEN. (åbner døren fra køkkenet og opdager Helmer i stolen). Å, hr. Helmer, hvordan kan de dog befinde dem her, i så lidet ilt?

HELMER. (Vågner med et sæt og ser sig forskrækket og forvildet rundt i lokalet.) Ak, Anne Marie, er det dem? Jeg må have blundet et kort øjeblik.

BARNEPIGEN. Jeg har forberedt Deres morgenmåltid. Kan jeg bringe dem det hertil?

HELMER. (med undren). Morgenmåltid? Nej, det kan ikke have sin tid, der er ting af større betydning, der må overståes.

BARNEPIGEN. Javel, hr. De må jo i så fald kalde mig hid senere. (trækker sig tilbage til køkkenet og lukker døren).

(Helmer finder pind og papir og forfatter et hurtigt brev med Fru Linde som adressat).

 HELMER. Ak, at jeg først har forstået hende, min egen sangfugl, i dette øjeblik. Dette må dog kunde forhindre hende. Blot et forsøg behøver jeg, og blot et forsøg får jeg. Jeg må give hende, den plads hun har søgt. (Bevæger sig mod døren for at levere brevet, og glemmer i sin hast at lukke døren efter sig.)

BARNEPIGEN. (til sig selv). Ak, de kjære forelskede kræ. (lukker døren). At de dog gang på gang, kan udspille denne komedie.