Et dukkehjem - fortsættelse

(nedefra høres drønnet af en port, som slåes ilås.)

HELMER. Ej har jeg før prøvet større tragedie på egen krop. (bevæger sig mekanisk mod døren.) Tarantellaen må have oprørt hende til at gøre dette - dette usigelige, uforudsigelige! Hun må jo, så godt som jeg vide, at dette ej kan være hendes løsning. (sætter sig igen, kvalt af fortvivlelsens tårer, i stolen). Noget må jeg da kunde gjøre. (begraver ansigtet i hænderne nok en gang).

FJERDE AKT

(Samme værelse. Lampen på sofabordet i midten af rummet er gået ud. Alle døre og vinduer er lukkede.) (Helmer sover i stolen nær døren, stadig iklædt gårsdagens festdragt.)

BARNEPIGEN. (åbner døren fra køkkenet og opdager Helmer i stolen). Å, hr. Helmer, hvordan kan de dog befinde dem her, i så lidet ilt?

HELMER. (Vågner med et sæt og ser sig forskrækket og forvildet rundt i lokalet.) Ak, Anne Marie, er det dem? Jeg må have blundet et kort øjeblik.

BARNEPIGEN. Jeg har forberedt Deres morgenmåltid. Kan jeg bringe dem det hertil?

HELMER. (med undren). Morgenmåltid? Nej, det kan ikke have sin tid, der er ting af større betydning, der må overståes.

BARNEPIGEN. Javel, hr. De må jo i så fald kalde mig hid senere. (trækker sig tilbage til køkkenet og lukker døren).

(Helmer finder pind og papir og forfatter et hurtigt brev med Fru Linde som adressat).

 HELMER. Ak, at jeg først har forstået hende, min egen sangfugl, i dette øjeblik. Dette må dog kunde forhindre hende. Blot et forsøg behøver jeg, og blot et forsøg får jeg. Jeg må give hende, den plads hun har søgt. (Bevæger sig mod døren for at levere brevet, og glemmer i sin hast at lukke døren efter sig.)

BARNEPIGEN. (til sig selv). Ak, de kjære forelskede kræ. (lukker døren). At de dog gang på gang, kan udspille denne komedie.