Et Dukkehjem
- Forsættelsen

Efter porten smækkede stod Nora stille et øjeblik og observerede. Nora havde lige fortalt Helmer at det var forbi og at hun måtte ud i verdenen og finde sig selv. På vej hen til Kristine tænkte Nora på det hun havde pålagt sin kære Helmer og hun blev ked af det. Hun kom til at tænke på sine børn og blev grebet af tvivl.
”Nej” sagde Nora til sig selv ”jeg gjør hvad jeg er nødt til at gøre.

Nora ankommer til Kristines bolig og banker på.

Kristine: (inde bag døren) ”kommer!”
Kristine åbner døren
Kristine: jamen Nora dog, hvad skyldes dit besøg?
Nora: Min kære Kristine! Hvor er jeg dog glædeligt overrasket over at netop du kom til døren. Jeg har forladt mit hjem for at finde mig selv som menneske.
Kristine: Jamen lille Nora dog! Hvad er det dog du siger? Hvad med Helmer? Hvad med dine børn?
Nora: Kære Kristine jeg ved hvad du tænker om dette, men jeg har gjort nok skidt for min familie.
Kristine: Nora! Tænk på din familie, hvordan vil de ikke tænke?
Nora: Ak ja! Min familie er dem der betyder mest i mit liv.

En lille tåre viser sig i Noras øjne
Kristine kigger med mistro på Nora, men beder Nora komme indenfor.
Kristine byder på en kop te og beder Nora sætte sig i stuen så de kan snakke.

Kristine: Nora, jeg begriber ikke hvad der er hændt, men jeg forstår heller ikke hvad du vil mig.
Nora: Jeg ville blive så lykkelig hvis du ville hente mine ting hos Helmer.
Kristine: Ikke tale om! Jeg vil ikke støtte den form for opførsel. Det du har gjort er mellem dig og Helmer, jeg kan ikke hjælpe dig.

Nora takker for te og rejser sig.

Nora: jeg havde håbet på din hjælp kære Kristine, men jeg forstår hvad du mener.
Kristine: Men min kære Nora, hvor vil du dog tage til? Hvordan vil du dog leve?
Nora: Ak min kære Kristine, jeg skal du ikke bekymre dem om, jeg er en voksen pige.

Nora tager sin Frakke på og smækker døren efter sig. Kristine sidder tilbage med et tomt blik, trækker på smilebåndet og udstøder et lille fnis

/Anton