Da Nora gik

Nora går ud ad porten og lukker den efter sig. Hun læner sig op ad den og lukker sine øjne i et øjeblik mens vejret vendtes i hendes mave.

NORA (hviskende): Aldrig mere skal jeg få dem at se. Mine engles dannelse og fremtid må ligge i deres faders hænder nu. Nu er det min tur til at leve.

Nora kigger op mod himlen og lader den kolde vind røre hendes blottede hals og ansigt.

NORA: Men i nat vil jeg tilbringe natten hos Fru. Linde. Hun er nu altid så snild mod mig, min Kristine. Jeg håber nu så vel at hun vil hjælpe mig…

Nora går med en tvivlende mine, men rækker så ned i sin vadsæk og propper en makron i munden. Hun løsner lidt op.

NORA: Selvfølgelig vil hun hjælpe mig.

Hun går længere op ad gaden og finder Fru. Lindes dør. Hun banker på og Fru Linde åbner kort efter.

FRU LINDE: Jamen veninde, hvad gør De da herude? Kom ind, kom ind.

NORA: Tak skal De have Kristine. Hvis De vil vide det, er jeg gået fra Helmer. Jeg vil ikke mere være hans marionetdukke og ej vil jeg se mine børn gå den samme vej som jeg.

FRU LINDE: Men sødeste Nora, kan De klare Dem selv? De har jo ikke meget uden Helmer.

Fru. Linde  sender Nora et omsorgsfuldt smil. Noras kæber spændes og hun løfter sin hage

NORA: De skal ikke længere kende mig som Nora. Jeg hedder Leonora nu. Og De skal ikke belære lille Nora, hun kan skam godt selv, Fru. Linde.

FRU LINDE: Men Nora dog..

Leonora kigger stift på Kristine, tager sin frakke på igen og forsvinder ud i den kolde aften.


/Michelle.