Ibsen et dukkehjem

HELMER. Et brev! Jeg skriver hende et brev. Et brev hvori jeg forfatter alle mine inderste og stærkeste følelser. Og så vil hun indse, at det er her, hun har det bedst. Hos hendes mand der elsker hende. Åh Nora! Jeg vil stå frem og fortælle om bedraget, og jeg vil fuldstændigt pådrage mig skylden.

(Helmer rejser sig i hast og griber til papir og fyldepen. Han sætter sig ved skrivebordet, og begynder at skrive.)

HELMER (mumlende). Nora, du vil komme tilbage til mig! Jeg lover dig, hvis blot du lader mig, jeg skal sørge for, at det vidunderligste vil ske!

(Døren går op, og ind stormer en yderst oprevet og højtråbende Henrik Ibsen.)

IBSEN. Jamen for himlens og jordens skyld, så lad da dette makværk stoppe!

HELMER. Jamen bedrager mine øjne mig? Det er jo den store Henrik Ibsen! Men hvad gør De dog her? Og så i den opkogte tilstand!

IBSEN. Ja, hvad gør jeg i grunden her? Det var dog et helt igennem glimrende spørgsmål, når jeg tydeligvis hverken er respekteret eller værdsat.  At tænke sig at jeg Henrik Ibsen, en forfatter, en ordets betvinger, ikke engang har magten over mit eget skaberværk? At man, efter at jeg har nedskrevet den afslutning, jeg har fundet rigtig og absolut passende til min egen fortælling, fravrister mig pennen og frarøver mig retten til at afslutte et værk, hvori jeg har lagt mange timers møje og slid! Ak og ve!

(Henrik Ibsen lader sin jakke stå åben, så man kan se alle de sprængstoffer, han har fastbundet på sin krop.)

IBSEN. Men det skal blive løgn, skal det. Jeg skal sørge for at lave en slutning, ingen kan skrive videre på! Farvel Thorvald Helmer og farvel du utaknemmelig verden!

(Bomben springer, og efterlader scenen tom.)