DREAM Modellen eller virkeligheden?

DREAM Modellen eller virkeligheden?

I den senere tid har der på bl.a. politiken og ekstra bladets debatsider været stor diskussion om Working Poor, og fattigdom i Danmark. Desuden har vi over længere tid hørt på kuglestøderen brække sig over folk der siger de er fattige.

Men hvordan kan man definere fattigdom?

Man kan jo først og fremmest benytte sig af OECDs fattigdomsgrænse, som siger at under halvdelen af medianindkomsten er fattigdom. Det kan være hensigtsmæssigt at bruge OECDs definition, eftersom OECDs tal tager udgangspunkt i forholdene mellem udviklede lande. Hvis man benytter denne definition har det økonomiske råd regnet sig frem til at der er ca 165.000 personer der lever under denne grænse.

Men er denne definition rimelig i et udviklet land, med et socialt sikkerhedsnet på størrelse med det danske? Det må man sige. For selvom denne definition giver en årsindkomst på ca 75.000 om året, så fortæller det ikke hele historien. Der er nemlig et ret centralt begreb vi kan drage ind, nemlig Working Poor.

Working Poor er folk der selvom de har fuldtidsstillinger ikke kan få daglig dagen til at løbe rundt. Det har endnu ikke været stort i danmark, grundet vores overenskomster, og et dagpenge system der sikrer en de facto mindsteløn på 110 kr i timen for faglærte. 

Men i forbindelse med den økonomiske krise i 2008, og boligboblens pludselige brist har vi set en udvikling mod meget arme kår for landets ufaglærte og underbeskæftigede. Vi ser pludselig familier hvor man er nødt til at tage 2 eller 3 jobs for at få dagligdagen til at løbe rundt, og undgå den store trussel der ligger i realkreditinstitutternes mulighed for tvangsauktion. 

Når vi rent faktisk ser familier, som min egen, hvor man er nødt til at få alle i arbejde, børn som voksne, så skaber man et samfundsproblem. Når en families børn på den måde bliver tvunget i arbejde, så hæmmer man deres ungdom og deres udvikling. Der ud over går det ofte udover deres studier, når for eksempel gymnasieelever bliver nødsaget til at arbejde 12 til 15 timer om ugen for at hjælpe til med at forsørge familien, så rammer man en skrøbelig gruppe.

Når man på den måde tvinger unge mennesker til at fjerne fokus fra deres studier, eller ligefrem bliver nødt til at vælge studierne fra i længere tid, så hæmmer man ikke kun de unges udvikling, men samfundets udvikling.

Når vi forsinker folks udvikling mod et job der kræver store kvalifikationer, så koster det samfundet på den lange bane. Vi skal hjælpe folk til at kunne nå deres mål, og bidrage til et bæredygtigt samfund.

Men vi skal også huske at vi er ikke dem der har det værst. Vi skal ikke kun hjælpe folk herhjemme, men også uden for kongerigets grænser. Hvis vi ikke hjælper de mindre velstillede lande i verdenen, så sikrer vi ikke en bæredygtig udvikling for vores eget land. 

Derfor skal vi bekæmpe fattigdom. Både globalt, nationalt og lokalt.

- Andreas og Samuel