Social ulighed findes ikke

Social ulighed findes ikke.

Man snakker om, at den sociale uligevægt imellem danskerne er voksende. Skellet imellem rig og fattig bliver større og større, og det må der gøres noget ved, mener de røde partier som traditionen tro, stadig taler arbejderklassens sag. Spørgsmålet er så bare, om den såkaldte arbejdsklasse stadig står overfor en kamp, der skal kæmpes. Vi mener, at svaret er et klokkeklart nej. Social ulighed findes ikke i Danmark længere.

Vi lever i et land, hvor der under os alle er udspændt et solidt økonomisk sikkerhedsnet. Vi ved, at der fra statens side altid vil blive sørget for mad på bordet, lægehjælp, uddannelse til vores børn og såmænd også mulighed for en god dansk jul i form af en gavekurv med flæskesteg og så en check, så der også kan blive til en pakke eller to til børnene, hvis man søger om det. Man skal jo også have det lidt godt selvom man er en af de dårligt stillede, der ligger under fattigdomsgrænsen, og ikke engang har råd til at tage på chaterferie i juledagene. Hvor herre bevares! At erklære sig fattig fordi man ligger under den danske fattigdomsgrænse er både gammeldages og snotforkælet.

Alle danskere er på lige fod sikret et hjem, en uddannelse, mad på bordet og et arbejde, hvis man nu synes, man har overskuddet til at give sig i kast med sådan et. Problemet er ganske enkelt, at man er blevet kræsen med hensyn til, hvad man gider uddanne sig som, og hvilket arbejde man har lyst til at udføre; at ”arbejderklassen” er gået væk fra tankegangen om at yde efter evne og nyde efter behov. Det er nemlig langt fra noget kummerligt liv, man fører som fattig i Danmark i dag.

Der var engang hvor fattigdom kunne mærkes hårdt og kontant. På det tidspunkt gav snakken om den skarpe klasseopdeling faktisk mening, fordi man blev holdt fast i sin sociale arv. Der var nemlig ikke råd til en uddannelse, hvis man var født ind i dårlige kår. Er der overhovedet nogen, der kan huske det? Hvis man var fra arbejderklassen, arbejde man i samme hårde erhverv som ens forældre havde gjort. Det behøver man ikke længere, man snupper sig bare en uddannelse efter eget valg på statens regning.

Vi snakker stadig om at være rig og fattig i Danmark, men det betyder ikke noget længere. Det giver meget mere mening at snakke om at være mere eller mindre rig; mere eller mindre overklasse på verdensplan. Prøv at tage et kig på ulandene hvor fattige mennesker er fattige, og ikke engang har råd til at spise hver dag. Føden er og bliver førsteprioriteten her. Dét er fattigdom. For os er rent vand og rigeligt med god mad en selvfølge, og derfor prioriterer vi et hav af andre ting.

I Danmark betyder fattigdom, at man ikke har råd til overflødigheder som for eksempel en ferierejse mindst en gang gang om året, og to biler. Det er, hvad vi kalder fattig, og heldigvis for det! Vi har som land en høj levestandart, og derfor tager vi os af hinanden. Hvor er det fantastisk, at vi har råd til det, og at vi også gør det! Og hvor er det fantastisk at folk alligevel kan blive ved med at føle sig snydt, fordi der er nogen, der er rigere end dem. Social ulighed eksisterer ikke længere, folk skal bare lære at skelne det fra økonomisk ulighed og så forstå at os, der ligger under fattigdomsgrænsen, ikke tilhører nogen form for lavere klasse, men har det godt. For det har vi.

Tuc og Michelle