Uligheden i Danmark

I novellen ”Naadsensbrød” af Henrik Pontoppidan beskrives en situation, hvor samfundet griber ind overfor en ”fattig”. Det danske samfund er meget engageret i at forhindre, at borgere kan blive kaldt ”fattige”. Staten har formået at sænke uligheden meget, men hvor lav bør den egentligt være? Bør staten i endnu højere grad forsøge at gøre noget ved den sociale ulighed?

I Danmark er der social ulighed mellem borgerne. Der er en naturlig forskel på folk, eftersom de har taget forskellige uddannelser og kommer fra forskellige sociale lag. Det er klart at en læge har bedre mulighed for både at leve sundt og at tage på rejser - og herigennem vise sin sociale status, end et postbud har. En naturlig ulighed, der forhindrer, at man lever over evne.

I Danmark er der dog, på trods af den sociale ulighed, også mulighed for individet for at bryde denne ulighed. Postbuddets barn har, på næsten lige fod med lægens barn mulighed for at uddanne sig og at hoppe over hullet mellem sociale klasser. Postbuddets barn kan på lige fod med lægens barn motiveres til at uddanne sig til læge. Det, at tage en uddannelse, kræver dog for både postbuddets og lægens barn, at individet motiveres af sig selv og af omgivelserne. Indsatsen skal altså ikke komme fra staten, men snarere fra barnets omgivelser og barnet selv.

Danmark er med andre ord et land, hvor selv den mindste mus kan blive den største løve. Et land, hvor mulighederne ikke er skjulte, men næste for mange. Et land, hvor man kan blive hvad man vil. Men det kræver en indsats.

Morten Rasmussen og Rasmus Bo Sørensen