(Ude foran huset. Stien, tildækket med sne og faldene snefnug på de høje trætoppe. Stilhed. Ensomhed. Kun et enkelt menneske, der langsomt forsvinder ud i ingenting.)
(Nora går langsomt, men bestemt, ud fra grunden og videre ud i de stille omgivelser. Forsøger at finde fatning, men har svært ved at holde tankerne samlet. Går mod Doktor Rank’s hus, i håb om husly for natten. Banker på hoveddøren; der høres fodtrin inde bag husmuren, og en lås der drejes rundt, hvorefter håndtaget trækkes ned og døren åbnes.)
RANK: Nora, hvad bringer dig til mit hus på denne tid af natten?
NORA: Åh doktor Rank. De må hjælpe mig. Jeg står uden hus og familie. Uden noget sted af bo og uden noget at leve af. Thorvald og jeg er ikke længere mand og hustru. Ikke længere et ægtepar, hvilket vi aldrig har været. Ikke længere kan jeg se mine små dejlige børn.
RANK: Men kæreste Nora. Hvorledes kunne dette uforskammede ske. Hvad har været skyld i disse tragiske beslutninger?
NORA: Å, så meget og dog så lidt. Lad mig bare fastslå at jeg ikke længere er en dukke i mit eget dukkehjem. Jeg tilhører ikke længere nogens. Jeg vil starte forfra, jeg vil starte i morgen. Men først, o venlige doktor Rank, må jeg ikke nok blive hos dem, bare for i nat?
RANK: Det kan jeg ikke sige nej til, om jeg så blev tvunget kære Nora. Kom ind, kom ind i varmen. Så kigger vi på det hele i morgen.
Af Louise Bruun Madsen 3.d
Ingen kommentarer:
Send en kommentar