Et
Dukkehjem
HELMER (Helmer ligger henslængt i sin kontorstol, omsluttet
af en heftig alkoholdunst fra adskillige små flasker gemt under bordet.
Henvendt til sig selv mumler han lettere melankolsk). Nora… jeg begriber det
endnu ikke, hvad driver en vordende hustru fra hus og hjem? efter otte års
ægteskab og tre børn… sig mig, hvordan? Hvad er det ”vidunderlige” som har
formørket din dømmekraft og fyldt dit sind med neddrægtige nykker; har jeg ikke
i alle disse år været en i alle henseender god og from ægtemand? … Jo… Ingen vil kunne benægte min hengivenhed
overfor dig min kære Nora, du min kæreste af alle sangfugle, det må du da kunne
se? … Gad vide om tid endelig vil kunne lærer hende fornuft? hun har altid
været hovedløs. … Forvandle os så vores sammenliv kunne blive et ægteskab… et
ægteskab… hun kan ikke forstå hvor godt hun har haft det, det her er det
vidunderligste, vil du ikke nok erkende det, du min sangfugl og flyve tilbage
til din rede hvor du har hjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar