(Det banker på døren, og Krogstad lukkes ind)
Krogstad: Må jeg have lov at kondolere, Herr Helmer, jeg
fik i morges nys om deres forfærdelige situation og tænkte, at det var på sin
plads, med et personligt fremmøde.
Thorvald: Goddag Herr Krogstad. Tak for venligheden.
Det varmer alt sammen i denne sorgens stund.
Krogstad: Ja, det er rædsomt, at skulle miste sin
kære for anden gang og denne gang for sidste. Og så netop før vårens komme.
Thorvald: Åh, min stakker Nora, min stakker
lærkefugl, altid så frejdig og lun hun var. Hvem kunne dog vide, at hun i sig
gemte en sådan selvstændighed som kun en mand er værdig? Lige siden hun brød
med mig og flyttede udenbys, har jeg hver dag skammet mig ved tanken om, hvor
stærk en hustru, jeg i alle disse år har levet med uden virkelig at se og
værdsætte.
Krogstad: Men sig mig, du Thorvald, og tilgiv mig min
uforskammede nysgerrighed - hvorledes gik det til, at Nora gik bort?
Thorvald: Da Nora forlod mig og børnene bragte hun
sig aldrig mere end et lommetørklæde med småskillinger. Hun rejste da til sin
kusine i vest, men herren i huset kunne ikke affinde sig med hendes oprørske
person, og han lod hende gå på gaden. Åh, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal
gøre af mig selv uden hende. Så miserabel en tilværelse og så i denne kolde,
mørke stund. En morgen fandt man hende ved havnebassinet. Livløs (snøft). Åh,
hvad skal der dog blive af stakker mig. Og børnene. Gå hellere, Krogstad, jeg
agter ikke at vise min svaghed til dem. Hav det godt, Krogstad. Farvel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar