Da Nora gik

Sofie Vestergaard Nielsen

Helmer står ved vindueskarmen ud mod den mørke port, den er stor, varsom og vagtsom. Beskytter den fremmede for at trænge ind - eller holder den ham inde fra at kunne trænge ud. Han skutter sig ved det susende træk, der piber fra det utætte vindue og vender sig for at gå længere ind i stuen. Stuen er pludselig forandret. Den er mørk og tom på trods af de mange møbler, der er stuvet ind.
HELMER. Møbler til hvilken nytte? Hvem vil da kunne fryde sig over at befinde sig i en stue, som denne, der så åbenlyst har en tomhed til at svæve rundt; som var det et af de forladte efterårsblade i vinterens vilden vinde uden hjem og bo.
Helmer ser sig rundt. Ser på den glødende og gnistrende ovn, fuld af lyst og hemmeligheder, som for blot en kort stund siden brændte det op, som nu blot er et minde, en drøm, en ulyksaglighed.
Helmer vandrer frem og tilbage med hovedet i fuld drift.
HELMER. Det vidunderligste, det vidunderligste! Hvor i denne verden fuld af afskum og mørke finder jeg da dig? Du som tog min lærkefugl, mit dukkebarn, min kæreste lille Nora fra mig. Jeg har brug for et tegn, en hånd, et kort der kan vise mig den rette vej at gå..
Et let bank høres på døren ude fra køkkenet, og stuepigen kigger frem.
STUEPIGEN. Hr. Helmer, jeg undskylder for den sene indtræden, men jeg så porten gå med Fru Linde og da De alene rumsterede rundt her i stuen, faldt det mig ind, at noget måske var faldet over bord. Alt vel Hr.?
Helmers øjne gnistrer pludselig og armene åbnes til en glædelig hilsen.
HELMER. Åh ja kæreste du, du må da være mit tegn. Du skal hjælpe mig med at finde netop det vidunderligste!